Nandini

Jeg havde denne film i hovedet i flere år. Idéen var opstået under arbejdet med Larger Than Life, min dokumentar om indisk filmkultur. Den ville ikke forsvinde, så der var ikke andet at gøre end at realisere den.

Jeg havde et voldsomt behov for at være fri. Efter flere omgange med et store produktionssystem, ville jeg ville ikke igen have hele dette system - og dermed et tvangsægteskab med en producent, en masse papir, endnu et, til producentens fordel, elaboreret budget og en bunke diskussioner - ind over. Jeg har derfor betalt det hele selv, og Filmværkstedet tog den ind.

Jeg har været så meget i Bombay med Larger Than Life, og selvom der er masser af køer i nogle bydele, ville jeg nu til en provinsby. Udaipur i Rajastan. Der kender jeg en fyr, Laxmi.

Jeg skulle nemlig bruge en hjælper. Jeg ville jo komme til at gå rundt med en ko hele dagen og hvad skulle jeg gøre når jeg f.eks. skulle tisse?! Toiletter ligger ikke lige for i Indien. Det kunne tage tid. Hvor ville koen gå hen imens? Jeg skulle ud og lede efter hende igen. Altså en hjælper… med en mobiltelefon. Det skulle løse problemet.

Laxmi selv er invalid og kan ikke gå. Men han kender et hav af mennesker i byen, så… Du kan ta Prakash, sagde han, han har også forstand på køer, han kommer fra landsbyen.  Prakash er Laxmis kok.

Sådan blev det. Prakash og jeg gik rundt sammen i en uge. Jeg forklarede ham at han skulle holde sig i halvcirklen bag mig, når jeg filmede. Og at han ikke måtte snakke imens. Det gik ikke helt som tænkt, men det gik, og han var godt selskab. Senere tog jeg nogle dage alene.

Jeg havde bare tænkt mig én ko. Det endte med fire. Guldhorn, Mor, Lady Di og Sko ko. Så forskellige fra hinanden, som vi andre er.

Jeg brugte ikke hovedtelefoner. Så lidt opmærksomhed som muligt. Men den var der alligevel… til skrigepunktet!

Inderne er vanvittig nysgerrige og det er da kun i de mest smarte kvarterer i storbyerne, at de ikke flipper ud ved synet af et kamera… og så en hvid dame med kamera! Meget vanskeligt! De har ikke den mindste betænkning ved at slippe det, de er i gang med, stille sig lige ind foran linsen og så bare blive stående og stirre, evt. smile og vinke. Og der er børnene der konstant plager ved  at stille sig ind foran, ofte drille.. og ved at bede om billeder hele tiden.

Derfor kunne jeg heller ikke ha skærmen åben. Straks stod der en flok som ville se med, snakkede løs og stillede spørgsmål. Umuligt. Altså søgeren only. Den er, på mit kamera, mindre end et frimærke og sort-hvid. Det var svært. Jeg kunne ikke se meget, havde svært ved at fokusere. Der sidder stadig mange uskarpe billeder i filmen.

Jeg gik rundt i en ofte vild trafik. Der ligger ting på gaden man ikke skal træde i og der er huller og ujævnheder. Alt skete. Jeg er blevet påkørt, har trådt i ko- og hundelorte, har vredet om på foden, blevet stanget indtil flere gange, dels af fremmede køer, dels af 2 af mine egne hovedpersoner, Mor og Sko Ko. Desuden havde jeg konstant ondt i nakken af den umulige stilling med at kigge i søgeren.

Det var en temmelig vild tur.

Men omsider, efter lang tids efterarbejde, er den her.

Jeg takker Flemming Buhl Olsen for cover, Niels Raunkjær, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, for venlig assistance angående køer, Simon Fairclough for hjælp med engelske speaks og cover, og ikke mindst Mads Nielsen for lang tids klippearbejde.

Helle Ryslinge, maj 2006